✕
Del på Facebook
Del via email
Gem indlæg
Skal jeg være bange?

Støtten giver mod og tryghed

Christine Levin

Det har overrasket mig en smule, hvor hårdt det egentlig har været for mig at møde så meget tilbagevendende chikane på så kort tid. De sidste 3 dage, har jeg følt jeg har haft influenza. Jeg er simpelthen så træt, og selv det mindste slår mig ud. Jeg valgte at blive hjemme i dag, jeg havde simpelthen ikke kræfter til at sidde i skolen. Egentlig plejer det at være godt at komme afsted i stedet for at isolere sig. Jeg kunne bare ikke lige overskue hverdagen til morgen. Det bliver heller ikke nemt at komme afsted i morgen. Jeg har ikke så mange kræfter, derudover føler jeg mig en smule utryg på egen hånd i byen. Det føles ubehageligt, når man pludselig føler sig truet af voksne mennesker. Jeg har ligget ned det meste af dagen, fordi jeg har været så træt. Appetitten er ikke stor, men jeg får spist det jeg skal. Jeg er nået langt nok til, at jeg ikke bare lige falder tilbage og bliver syg igen.

IMG_2069

Mig og min far. Når baglandet er godt, vil man nemmere komme igennem livets kampe.

Men denne gang er der en forskel fra de andre gange. Denne gang er der bare en forskel, som gør at jeg nemmere kan holde mig oppe. Det er alle mine støtter rundt omkring, og mange af dem har valgt at tage kampen op med mig. Kampen her er taget op fordi, at jeg ikke vil undertrykkes. Jeg vil have lov at ytre mig og være der for mine læsere. Den dag i dag, vil jeg være herre over mit eget liv. Jeg vil vise folk derude, at det er muligt at bryde ud af rollen som offer. Jeg har modtaget endnu flere støttende og trøstende beskeder i løbet af weekenden. Jeg har stor respekt for dem, som har valgt at støtte mig offentligt på Facebook. Det er blevet en kultur for mange at se ned på mig og behandle mig skidt. Derfor er jeg så taknemmelig for dem, som tør vise, at de støtter mig. Kommentaren fra min sidste læser på  mit seneste indlæg rørte mig dybt, den siger alt om hvorfor, jeg har valgt at gøre det her. I dag fik jeg en opringning fra min “onkel”, det gjorde mig bare så glad. Jeg vidste ham og hans familie støttede mig, men det var bare så rart at høre fra dem. Det at vide, at man har de bedste mennesker rundt om sig, der støtter en.

Dem der valgte at tage kampen op for mig på indlægget “Forældre accepterer mobning”, vil jeg også takke af hele mit hjerte.

Selvom min krop og min hjerne er smadret, vil jeg ikke give op. Jeg har fået chancen til at udtale mig, og ja det giver knups hist og her. Men jeg har meget mere styrke, end jeg har haft i mange år. Og hvis mine nærmeste og mine læsere tror på mig, så vil jeg leve op til deres forventninger.

Du vil måske også kunne lide

Tryghed på hospitalet
Frihed giver usikkerhed
Jeg udstiller mig selv
Ensomheden og mine grænser brydes

8 kommentarer

  • Marie

    Det er jeg så glad for – tak 🙂 Jeg synes alle skal vide at jeg aldrig har set dig nævne navne eller sige noget om hvem du skriver om for det er jo ikke vigtig hvad de hedder eller sådan noget. Jeg har ikke brug for at vide hvem der er hvem, jeg har bare brug for at vide hvordan du gør for at komme videre og får kræfter til at komme ud af sengen hver dag. Jeg har ikke anoreksi – jeg er modsat – tyk og det bliver man også mobbet af! Men jeg kan alligevel bruge det du skriver og bare det at vide man ikke er alene hjælper rigtig meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christinelevinhansen

      Det at du kan skrive sådan til mig viser, at du er på rette vej. Du virker stærk, idet du fortæller om dig selv. Jeg tror på en som dig, fordi du har viljen til at blive rask. Og det er nemlig ikke vigtigt hvem, som har gjort hvad. Det er erfaringerne og måden at komme videre på, som der er vigtigt. Jeg vil tage dine ord til mig, og jeg vil gøre mit bedste for at udtrykke mig omkring, hvordan jeg kommer igennem mine hverdag på godt og ondt.

      Og du er nemlig langt fra alene. Vi er mange, som kæmper, og sammen er vi stærkere. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg følger din blok og har så meget gavn af alt det du skriver til selv at få flere kræfter. Jeg får ondt i maven over det de skriver til dig og kan slet ikke forstå hvorfor det billede er så stort et problem? Jeg havde slet ikke forstået noget af det før de skrev om det og har forsøgt om jeg kunne se hvad der står i teksten eller se navne men kan ingen navne se eller forstå teksten, så hvorfor er det så et problem? Kan du ikke sætte et andet billede ind, så du kan komme tilbage til at skrive om dine erfaringer så disse voksne ikke skriver flere ubehagelige ting. Hvad er usandheder (er det når andre ikke ser verden som en selv?) og det lyder som en trussel a la ‘hvis du gør som vi siger så skal vi nok lade dig være i fred’. Jeg kender ikke dig som skriver hele tide men vil du ikke nok selv holde op? Christine du hjælper mig så meget og jeg har brug for én som dig – bliv ved med at skrive om dine erfaringer så jeg også kan blive rask igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christinelevinhansen

      Din besked rør mig dybt, jeg er så glad for, at du læser med. Det går virkelig op for mig, at jeg ikke må træde ved siden af. Fordi jeg vil gerne hjælpe andre, og jeg føler et ansvar for at leve op til jeres forventninger. Det er virkelig rart, at jeg ved, at mine læsere bakker mig op. Selvom jeg ikke kender jer, betyder I rigtig meget for mig.Tak skal du have for støtten, det har stor betydning for mig! Og det hjælper mig rigtig meget at høre, at du kan bruge min blog til noget. Jeg ved at det ikke hjælper mig at slette billedet, fordi jeg har erfaret, at jeg ikke får fred alligevel. Derudover, har jeg forsøgt at fjerne det, men det lykkedes ikke. Jeg vil ikke slette hele indlægget, derfor lader jeg det være.
      Og du skal vide, at jeg vil fortsætte min blog og mine indlægs med mine erfaringer. I morgen vil jeg komme ind på hjemmesiden Facebook, som styrker gruppekulturen. Du skal nok blive rask, og jeg vil gøre, hvad jeg kan fortsat for at hjælpe dig på vej. Du er endnu en grund til, at jeg fortsætter, som jeg gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    der ligger et billede af min besked fra mig til din mor herinde med pigernes navne og lars`s. og der står mit navn øverst. det kan du da for pokker ikke benægte. det har alle set. vi har fået det at vide af andre da vi ikke har læst din blog førend efter det. Du skal lade være med at komme med usandheder og så lader vi dig i fred, det er os der ikke kan være i fred fordi du dukker op med historier om os alle steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christines ven

      Nu har jeg kigget på det billede så meget som muligt, og ja, der står navne i beskeden, men det kunne være enhver Annette. Der er ikke givet nogle personlige oplysninger som adresse, efternavn, osv. Du kunne have ladet det ligge som det var, og ingen ville vide at det er dig som har sendt sms’en, men nu hvor din familie har reageret så heftigt er jeres efternavn kommet ud. Jeres såkaldte ‘fredsløshed’ er lige så meget Christines skyld, som det er dronningens skyld.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Kære Christine. det er meget imod mig selv at sidde og læse din blog men da der snart er så mange usandheder om min familie gør jeg det alligevel. Vi bliver konfronteret med det uanset hvad da nogle har læst det og fortæller det videre til os. Du skal aldrig være bange for os, vi er ikke onde mennesker, og kunne ikke finde på at gøre dig ondt. Vi har altid ville dig det bedste. Vi har i alle årene accepteret dine usandheder og bare haft ondt af dig og over dit had til alle pigerne og os. Os fordi vi ville være venlige og ikke gå bag jeres ryg og hellere ville fortælle hvad der blev snakket om i byen. det blev opfattet fuldstændigt omvendt af jer. Men jeg kan kun tolke det som om der var noget om sagen. men lad den ligge. Hver eneste gang vi har prøvet at snakke om tingene har du ikke ville tale med pigerne, det kunne ha ændret situationen utroligt meget. at i allerede dengang fik styr på tingene. det var alle klar til undtagen dig. men du skal ikke være bange for os vi kunne aldrig finde på at gøre dig noget. men vi har accepteret dine historier men at lægge en besked med vores navne det er ulovligt og det skal du ikke gøre. hvis du havde spurgt havde du fået lov og så havde du fået lov at lægge hele smsen ind da der absolut ikke er noget jeg ikke kan stå inde for i den. Men det er en lang sms så jeg tænker du bevidst har taget det stykke hvor alle navne bliver nævnt??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christinelevinhansen

      Jeg har intet ulovligt gjort. Der ligger ingen navne. Usandhederne du snakker om, de kommer ikke fra mig. Det er ikke meningen at min blog skal være en familie fejde. Så lad mig dog være i fred. At bloggen handler om jer, det er noget i selv siger. Jeg skriver ikke om specifikke personer her.

      Jeg ved ikke hvordan i nogensinde forestiller jer, at jeg skulle kunne gøre nogle nået. For et par år siden vejede jeg knap 35 kilo, jeg kunne ikke gøre nogen nået. Min familie forsøgte at holde mig i live. De flyttede mig fra skolen. Jeg forstår ikke, at der har været en hensigt med at skabe løgne om os. Jeg var syg Anette, det var det det handlede om hos os. Det er noget vrøvl i fylder i hovedet på folk. Jeg er ligeglad med, hvad i synes om bloggen. Det her handler ikke om jer, det handler om mit liv og mine oplevelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal jeg være bange?