Fortiden presser mig

Min første uge i 2017 er ikke helt gået som planlagt. Jeg har det godt, men jeg er ikke så frisk, som jeg troede jeg ville være. Det kan mærkes, at jeg nu har et stort ar i forhold til sidste operation, så jeg startede ikke i skole her efter ferien. Jeg har problemer med at bevæge mig og sidde rigtigt, det er ikke unormalt, men det begrænser jo. Så jeg vælger at lade min krop komme sig og bliver hjemme. Dagene går nu med oplæsning til kemi d.10 januar. Der er ikke meget tid til de andre fag, så jeg kommer nok lidt bagud. Jeg er sådan én, som gerne vil have orden i mine ting, men jeg må acceptere min tilstand.

Jeg prøver at sige til mig selv, at det hele nu går meget godt, når man tænker på, hvordan jeg har haft det. Det havde jo været en del nemmere, hvis mine hofter havde været det eneste problem. 4 år af mit liv er jo gået med at være meget syg af anoreksi. Jeg har lidt større tendens til at stresse, fordi jeg har været belastet både fysisk og psykisk. I sidste ende går jeg nu og håber på, det vil komme mig til gode, at jeg har prøvet lidt. Men den skolegang jeg har haft, den har altså sat sine spor, og lige nu springer mit hovede snart med alt det, som jeg er bagud med. Men jeg prøver at tage det, som det kommer, jeg kan ikke lave fortiden om. Og nogle gange må man jo acceptere det hele, som det nu er, fordi alt kan ikke laves om. Det fylder nemlig også en del for mig, at jeg skal være færdig med skolen til sommer, og jeg har så meget fravær. Men jeg skal bestå, og jeg vil bestå.Jeg fik tilbudt at tage en 3 årig HF, men det kan jeg bare ikke.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skolegang. Mobningen endte ud i, at et forældrepar bakkede op om mobningen, og dermed startede de også chikane mod mig og min familie. Jeg endte på en livstruende vægt, men jeg har i dag kæmpet mig op til en normalvægt igen. Det var svært at komme igennem årene, da en lille by er nem at sprede rygter i. Jeg mistede stort set alle kontakter fra min skole. Jeg blogger om min fortid og nuværende hverdag på godt og ondt.

Jeg kan lide menneskerne og omgivelserne, der er intet galt med HF i Faaborg. Jeg elsker at være der, men på den anden sidde, vil jeg bare så gerne være færdig. Det jeg har gennemgået som mobbeoffer, det har gjort noget ved mig på det her punkt. Min krop og min sjæl kan ikke lide at sidde i et skolemiljø. Jeg får det tit bedre, når jeg ser de søde mennesker, men det er tanken om at skulle afsted især aftenen før. Følelsen jeg går med fortæller mig, at vi kun er mennesker, og vi lever efter instinkter lige meget hvor meget teknologi, vi har. Og min krop har vænnet sig til, at skolen er et sted, hvor jeg ikke kan lide at være. Jeg kan blive helt ked af de mindste ting uden grund somme tider, måske kan det være over et simpelt regnestykke. Det er svært at forklare, egentlig har jeg ingen grund til at være træt af skolen lige nu.

Men jeg glæder mig stadig til at se de dejlige mennesker igen, når jeg har en bedre bevægelighed. Fordi lige nu foregår hele min dag i sengen. Det er lidt kedeligt. Men det er nok også det bedste både for min krop og min kemi eksamen!