Dengang jeg græd

 

Nogle gange er det okay, at man viser sine følelser. Jeg har altid haft svært ved det, og jeg har ikke lyst til at virke svag. Men jeg vil gerne fortælle jer om, da jeg viste mine følelser.

Første gang jeg viste mine frustrationer til folk var midt i 8.klasse. Der var gået et halvt år med mobning, og jeg var blevet meget syg og undervægtig. Der var en halfest i Korinth, som vi kaldte Fut -fest. Jeg var ikke fuld, fordi jeg havde det ikke godt nok til at tåle alkohol. Jeg fik øjenkontakt med min gamle veninde, som jeg ikke havde snakket med i rigtig lang tid. Og så blev jeg ellers bare ked af det. Jeg ønskede ikke at græde, men jeg kunne ikke lade være. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg dengang havde grædt foran andre end mine forældre før. Derfor havde jeg det rigtig dårligt med det, men jeg kunne ikke stoppe igen. Ikke mange dage efter skrev jeg dette digt..

Tomt blik og mistet håb

Stilhed sorg og tåre

På gangen onde blikke mig støder

Når jeg andre møder

Gamle løgne, huk og smæk

Mine tanker og jeg alene

Når dagen ender noget vender

Og jeg kan slippe mine fjender

Tåre holdes tilbage

Ansigt holdes oppe

Det vigtigste er inderst inde

De må aldrig vinde

Jeg græder dog inden i

Kan jeg holde til det her måske

Mor jeg vil håbe

Du mig op igen kan råbe

Hvis jeg en dag falder

Så er jeg jo datter

Jeg bliver her for dig

For du skal ej miste mig