Kære dagbog

Kære dagbog

Den pige de ser mig som nu er stille og siger ikke noget. Jeg sidder bare for mig selv. Jeg har forsøgt at komme med i fællesskabet indtil april, men nu gider jeg ikke forsøge mere.

Jeg siger til mig selv, at siden jeg har så mange venner uden for klassen, må det ikke være mig, som der gør noget galt. Nogle gange kan jeg bare godt føle mig forkert alligevel. Det værste er nok, at føle sig undertrykt. En masse mennesker som gør en til en, man ikke er, er ikke en rar følelse. Jeg er ikke den stille pige, som sidder alene, men de tvinger mig til, at være det. Jeg føler mig også lidt udnyttet. Folk kan kun snakke med mig, hvis de skal have notater eller opgaver, fordi de ikke selv har lavet dem. Weekenderne er stadig det bedste og mit pusterum, jeg ser frem til hver weekend. Der sker så meget i ugerne, så de føles hurtige selvom, at dagene føles langsomlige. Heldigvis har jeg stadig venner i de andre klasser. Jeg nyder frikvartererne, når jeg sidder sammen med mennesker, som er åbne og rare over for mig.

Sådan oplevede jeg at være elev, da jeg startede på Gymnasiet. Det var klart, at jeg ikke kunne være på samme skole som mine mobbere. Den dag i dag går jeg ud af min HF, som en stærk pige, der ikke er bange for at sige sin mening. Det var fantastisk, at jeg fik lov til at være mig selv igen.