De så igennem mig

Ferie 2017.

Jeg huskede alt den ros, som jeg havde fået i sommerferien i forhold til min krop, nu så folk mig på en helt anden måde. Den gang min læge første gang sagde, at jeg havde anoreksi, var jeg virkelig såret. Jeg ville ikke have, at han lagde sådan noget over på mig. Mange siger, at en anoreksi patient gerne vil gøre sig lille og usynlig, det var ikke sådan i mit tilfælde. Jeg ville heller ikke have opmærksomhed, som mange også tror, at man ønsker. Alligevel ville jeg ikke tage på. Jeg vidste, at jeg burde have hjælp, men jeg var flov og jeg hadede alle dem, som der blandede sig i min situation. Jeg ville kun have min egen hjælp, men jeg kunne ikke hjælpe mig selv. Jeg var heller ikke stærk nok til at forsvare mig selv imod de piger, som mobbede mig. Det havde man nok heller ikke kunne i mit tilfælde selvom, at man var rask, men jeg havde intet at stå imod med oveni købet. Jeg følte mig dum fordi, at jeg ikke kunne gøre noget som helst.  Jeg ved ikke hvad pigerne tænkte på, men de trådte mere og mere på mig, som ellers lå godt og grundigt ned. Man skal virkelig være hårdhjertet for at handle sådan, jeg var jo, som jeg følte mig meget lille og skrøbelig. Hvorfor skulle man træde på en, som lå ned? Det var en mærkelig følelse når, jeg mødte mine gamle veninder på gangen. Ingen sagde hej til mig, jeg var blevet luft for dem. Mig som altid havde været der for dem, jeg har aldrig forstået hvordan, at de kunne. Nogle gange fik jeg en skulder, det var nærmest en lettelse selvom, at det ikke var rart. Det betød jo, at jeg kunne ses. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at jeg nød at få en skulder, så jeg vidste, at man kunne se mig.

Fortsættes…