Smerten skal skæres væk

Jeg vil lige give jer en lille update, det er vidst lidt tid siden, at I sidst fik det. De fleste dage går jo med træning, lektier og skole samt en masse sygehusbesøg, så det er der ikke noget nyt i.

I tirsdags var jeg på Århus hospital, hvor jeg egentlig først havde en tid d. 3 november, men de fik et afbud. Jeg har fået en operations tid d.13 december. Krykkerne kommer jeg ikke til at slippe den første måned, så jeg skal lige vende mig til tanken.  Jeg kommer jo også til at ligge ned de første uger, så det at røre mig, kan jeg godt glemme. Derfor er det lidt en udfordring for en som mig, som har været meget spiseforstyrret. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg kommer til at reagere, når jeg bliver lagt stille og ikke kan komme til træning. Jeg er heldigvis blevet meget bedre venner med min krop, end jeg før har været. Jeg balancerer dog på en hårfin grænse, fordi min kropsopfattelse og min lyst til at spise afhænger at mit humør og min vægt. Fordi jeg kan stadig blive meget nervøs, når jeg ser vægten stige, og jeg kan sagtens miste lysten til at kæmpe videre. Så det ville jo være langt nemmere for mig at ligge mig til en operation, hvis det kun var den, jeg skulle koncentrere mig om. Det er et sats at give kontrollen over min krop fra mig og tage hensyn til mig selv. Det er også meget hårdt for mig, at jeg nu skal miste mine muskler, som jeg har trænet mig til de sidste næsten 2 år. Frygten for mit udseende og mit stofskifte, må jeg forsøge at ligge fra mig.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skoletid. Jeg fik anoreksi, fordi at jeg simpelthen nåede mit bristepunkt. Jeg skriver om min fortid og nuværende hverdag på godt og ondt. Jeg bruger mine erfaringer med henblik på at være noget fra andre. Udover mobning og spiseforstyrrelse, har jeg kæmpet med smerter i mange år i mine hofter. Jeg skal derfor igennem to operationer. Jeg er tideligere danser, men jeg måtte stoppe. I dag har jeg fået nye interesser, efter en lang kamp om at acceptere mit handikap.

I forhold til mit sociale liv, går det meget godt. Jeg fungerer ikke alene, men det er jeg heller ikke længere. Det er virkelig nogle fantastiske mennesker, som jeg har mødt på HF i Faaborg. Det er en stor sejr for mig, at jeg kan gå i skole om morgenen uden en stor følelse af ubehag. Ovenikøbet fik jeg endelig kontakt til en gammel veninde igen. Vi havde en rigtig god dag sammen, og vi snakkede som om, at vi havde haft kontakt hele tiden. Og det betyder utroligt meget at snakke med en, som virkelig kender mig. De fleste af mine veninder fra folkeskolen, dem har jeg jo ikke længere. Og det kan være rart at have en, som man har nogle  gode minder med.

Nu får jeg ferie, og jeg regner med et smut til København med familien. Det er rart at skulle lidt væk fra byen. Resten af ferien, skal jeg nok bruge sammen med min kæreste og måske skal jeg ses med min veninde igen. Jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg trænger til ferien. Lige som alle andre unge på sit sidste skoleår, er jeg bare såååå skoletræt. Men de gode mennesker opvejer det. Endnu en god grund til, at det sociale skal fungere.