Erindringer, oplevelser og dagbogsindlæg

Mine tideligere år

Jeg hedder Christine, og jeg har besluttet mig for at fortælle jer min historie. I dag hvor jeg starter min bog,er jeg 17 år gammel. Faktisk har jeg lige afsluttet min 1.g på Faaborg Gymnasium.

Jeg dansede i 10 år indtil sidste sommerferie, hvor jeg blev opereret. Jeg har altid haft noget med hofterne, og man lavede et indgreb i begge mine hofter, men det kommer jeg til senere. Jeg dansede selv, og derudover underviste jeg andre. Jeg havde mit eget hold, hvor jeg tjente penge og ellers hjalp jeg til i mange år på Hips Dance Studios. Indtil sidste år havde jeg en drøm om, at blive professionel danser. Jeg bor i en lille by, som hedder Faaborg med min kernefamilie.

Jeg har altid været et meget socialt menneske med mange venner og veninder. Min far fik som sagt konstateret stress, da jeg var lille efter, hans oplevelser i politiet var blevet for meget for ham. Han stoppede som vicepolitikommissær og tog en uddannelse, så han nu kan sejle verden rundt med store skibe. Hans sygdom påvirkede mit liv, da jeg var lille. Den dag i dag har han det langt  nemmere. Jeg forstod ikke min fars ændrede adfærd som lille, og da jeg blev større var det stadig svært at tackle i perioder. Jeg var bange for at miste min far.  Det irriterer mig, at han aldrig finder ud hvor stolt, han burde være af sig selv. Han har opnået så mange ting i sit liv som karriere, oplevelser, rejser, hjulpet en masse mennesker og meget mere. Han er helt klart et forbillede for mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne udrette og klare lige så meget som ham. Min mor er bioanalytiker i dag, men kom som ung ud for et tragisk uheld. Hun slog hovedet til en fest, og kunne i starten ikke engang huske at finde hjem til sit barndomshjem, hvis hun gik en tur. Hun kunne heller ikke huske, hvad hun arbejdede med. Hun fik kæmpet sig på benene og på arbejdsmarkedet, da hun ikke ønskede at blive pensioneret som ung. Dog må hun leve med, at hun en gang imellem får voldsom hovedpine med opkastninger i flere dage. Alligevel var jeg engang en livsglad smilende pige. Jeg har en lillebror, som hedder Magnus, han er 10 år i dag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant eller undre dig over noget, så smid gerne en kommentar.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Erindringer, oplevelser og dagbogsindlæg